Præmieoverrækkelse til hest
Efter den fine test i Skovly (se tidl. artikel) var turen nu kommet til den store test, hvor Maria Christensen og Vegelin´s Goya for alvor skulle vise om distancen kunne ståes ved Landsstævnet i Vejle i weekenden den 25-27 nov.
Fredagens opvarmningsklasse i PRI viste en ekvipage, der lige skulle i gang og turde ride. Et pænt ridt til 68,3% og en samlet 3. plads.
Lørdag skulle der rides PRT, og her viste en meget fokuseret Maria Christensen, hvordan Vegelin´s Goya har udviklet sig til en pony af ganske særlig karakter. Et rigtig flot program til hele 72,4% og en samlet 1. plads.
Søndag skulle HorseWorldCup 2011 afgøres, da det jo var det samlede resultat over weekenden, der skulle afgøre, hvem der ville blive den samlede vinder. Programmet om Søndagen var i PRM, og i et super flot ridt opnåede ekvipagen hele 71,4% og en foreløbig samlet 1. plads.
Det var således nu kun op til Danmarksmesteren Victoria Valentin og Natalina, om Maria skulle løbe af med sejren, idet der kun var 0,5% imellem de to ryttere fra Lørdag. Og vanen tro leverede Victoria varen og præsterede et fanatstisk ridt til nøjagtig samme score 71,4%, der således lige nøjagtig betød, at Maria Christensen og Vegelin´s Goya blev samlet vinder af HorseWorldCup 2011.
Det var naturligvis en meget stolt træner Martin Hussmann, der fra sidelinien kunne se resultatet af flere års træning.
|