Hingstekåring 2010 i Herning
18-03-2010
Sandro Man og Sanne Henningsen i 5-års dressurchampionatet
Så kom tiden, hvor DV skulle afholde deres kæmpestore show i Herning; Hingstekåring 2010.
Et fantastisk flot og vel-arrangeret show med ikke færre end 54.000 besøgende gæster.

Et arrangement der strækker sig fra Torsdag den 11. marts til Søndag den 14. marts. Der bliver afholdt en masse stævne-klasser og fremvisninger for både spring og dressur.

Et arrangement, hvor bl.a. landets fineste og kommende avlshingste kunne opleves. Herudover havde DV inviteret nogle af landets bedste hopper og vallakker til start. Så det var virkelig en flot samling heste, der blev vist frem i Herning.

BFC horses var "selvfølgelig" også repræsenteret. I 5-årschampionatet i spring ved Olivia Melody og i 5-års dressurchampionatet ved Sandro Man samt ved de 2 kårede hingste Chellys Z og Samarant.

I dressur var den 5-årige vallak Sandro Man, redet af Sanne Henningsen udtaget til finalen. Den utrolige smukke vallak efter Sandro Hit/De Niro er vokset rigtig meget, og er ikke på nuværende tidspunkt helt færdig til at kunne vise sine gangarter. Men en særdeles lovende hest, som vi forventer os meget af i 2011.

Til dette års championat var Sandro Man og Sanne Henningsen dog lidt uheldige, idet Sandro Man under opvarmningen kom til at bide sig selv i læben og under præsentationen af programmet blev diskvalifiseret. Ekvipagen nåede dog at vise sig så flot frem, at dommeren udtrykte stor begejstring for hesten, der formentlig ville have sluttet 5-årschampionatet på en 7-10 plads! En placering som vi ville have været yderst tilfredse med.
Olivia Melody og Martin Hussmann i 5-års springchampionatet
I 5-års springchampionatet var BFC Horses repræsenteret ved Olivia Melody og redet af Martin Hussmann. En hoppe efter Come Back II/Lime Light. Olivia blev udtaget som reserve 3 uger før afvikling af championatet. Langhåret, i almindelig god træning og indtil videre kun gået LB-klasser! Så det var noget af en mundfuld for Olivia på kun 3 uger at skulle gå i så stor en kulisse. Hun nåede lige at prøve en LA inden start.

Holdningen til Olvia Melody´s præstation inden start, var derfor også kun, at hun var med for at opleve og gøre det så godt som muligt. Men Olivia Melody og Martin Hussman gjorde det rigtig flot. Ekvipagen sluttede samlet som nr. 18 og tog kun 1 bom under hele stævnet.

En meget flot præstation, der giver god grund til optimisme for fremtiden.

I dressur klasserne blev Samarant , redet Joachim Thomsen vist frem i MB-øvelser og MB-kür.

I en propfuld hal fik Samarant rigtig vist sine fortræffeligheder. En fantastisk flot fremvisning, dygtigt redet af Joachim Thomsen, begejstrede ekvipagen publikum, der kvitterede med pift og store klapsalver.

I MB-kür blev det til et super-flot ridt på hele 76% og en samlet 2. plads akkompagneret af en flot modtagelse fra et begejstret publikum.
Samarant og Jochim Thomsen i majestætisk stil
Sidste års fløjhingst Chellys Z, redet af Martin Hussman skulle ligeledes som sidste år vises frem i LA-stilspringning. Desuden skulle Chellys Z afslutningsvis søndag prøve kræfter med en MB-klasse.

På meget sikker og rolig vis viste Chellys Z og Martin Hussmann sig frem på aller-bedste vis og blev belønnet i begge LA-stilspringninger med 8,8, hvilket rakte til en 4. og en 5-plads.

Også i MB-klassen blev det til en fejl-fri hovedrunde og en enkelt bom i omspringningen.

En særdeles overbevisende fremvsining af den fantastiske spring-hingst Chellys Z.

Til sidst vil vi gerne fra BFC Horses rette en stor tak til Tommy Lundby fra Fredericia Rideklub for den professionelle coaching af Martin Hussmann, Olivia Melody og TOP-hingsten Chellys Z.

Og tak til de mange gæster, kunder og venner af huset som har besøgt vores stald i Herning

En flot Hingstekåring i Herning er nu veloverstået og bedækningssæsonen starter - men stævnekalenderen er allerede fuldt booket, så hold øje med BFC Horses - Here we come!
Go2net CMS - Developed by Mediehuset Wiegaarden